Morten Kirks egen landmandforretning står da heller ikke alene på et enkelt eller to ben.
”Jeg har fire forretningsben: Planteavl, husdyrhold og maskinstationsdrift i det, der hedder Skinnerup Maskinstation - og så har jeg energiproduktion, som er biogas og vindmølle,” fortæller han.
Under udvikling er desuden et femte forretningsben, der skal udnytte overskydende energi til at producere sydesalt. Om det bliver en succes eller en sjov historie, tør han dog ikke spå om endnu. Men landbrugets mange ben gør, at bundlinjen er nogenlunde stabil, selv når priserne ændrer sig.
”Og det er altså ikke for at rose mig selv, for jeg står på skuldrene af min far og de tidligere generationer. Det er sådan set bare noget, jeg er blevet givet men det er jeg kun glad for i dag. Det giver nogle muligheder, for selvom svineprisen ikke er den sjoveste lige nu, så har jeg de andre driftsgrene. Så alt i alt, hvert eneste år, ender resultatet rimeligt fornuftigt,” siger han.
Og så er der jo også det, at Morten Kirks drivkraft som landmand ikke kommer alene af optimering, men af udvikling
”Jeg egner mig ikke særlig godt til hele tiden at tænke ”IKEA-modellen” med konstant omkostningsminimering. Jeg er bedre til at tænke på, hvor der kan ligge ny, potentiel omsætning. Og det kommer jo simpelthen bare an på, hvordan man er som person, Begge dele kan være lige gode,” siger han.
Og netop når det kommer til udviklingen af fremtidens grønne landbrug, så bliver det formentlig nødvendigt at tænke ad nye veje og satse en smule, mener han.
”I lang tid har landbruget generelt ikke ment, at der været nok risikovillig kapital til rådighed til, at man ville investere væsentligt i grønne løsninger og grøn udvikling,” siger han og fortsætter:
”Og det gør jo, at man godt kan blive fanget af sin egen hale, fordi hvis man ikke har overskud til at tænke nyt, så kan man let blive låst fast,” siger han.
Derfor er det nødvendigt, at landbruget tager ejerskab og ikke får spillet sig ud på bænken, allerede inden kampen er rigtigt i gang, mener Morten Kirk.
”Det er vigtigt, at man holder sig i startopstillingen, og det kræver simpelthen, at man tør investere i nogle projekter, som ind imellem vil slå fejl,” siger han og holder en kort pause.
”Men det i øvrigt er noget, som vi er rigtig gode til i landbruget: At investere. Men vi skal ikke bare investere i flere dyr og flere hektar. I stedet skal vi investere i teknologi,” siger han.
Morten Kirk er fjerde generation på gården i Thy, hvor han bor med sin hustru og søn på snart to år.