Netop rådgivningen og det at hjælpe andre med at træffe de bedst mulige beslutninger er en stor del af Marie Krabbes drivkraft i jobbet.
”Der er mange, der spørger, hvorfor jeg er jurist og ikke advokat, men det er lige netop derfor. Jeg synes, at den rådgivning, der ligger på forkant, er meget mere spændende end den, der kommer bagefter, når tingene er gået galt. Det er vigtigt for mig, at vi kan hjælpe ved at oplyse kunderne, så de kan tage de beslutninger, der skal til for at gardere sig bedst muligt,” siger hun.
Selvom Marie Krabbe arbejder i Thisted og kommer fra Snedsted, så er det ikke i Thy, hun selv har slået rødder.
”Nej, jeg bor på Sydmors, helt ude på spidsen. Jeg plejer at joke med, at det jo kan gå tilbage for enhver,” siger hun med et grin.
På Sydmors driver hun sammen med sin mand hingstestationen Katrinelund, og derfor er jobbet som jurist hos Fjordland på deltid.
”Vi har en virksomhed, som kræver mange interessetimer, og heste er min altovervejende interesse. Jeg er født og opvokset med heste, og jeg er konkurrencerytter selv og er ude at ride hver dag. Og det er mine børn også,” fortæller Marie Krabbe.
Sammen med husbonden har hun to børn på henholdsvis 7 og 10 år.