Fjordland Kongres: 7. feb. 2023 - Se mere her
NyhederArrangementerOm osMedarbejdereKarriereKontakt

4. april 2024

BK Nord ansætter ny bygherrerådgiver

BK Nord ansætter den tidligere arkitektdirektør, Lars Balle, som ny bygherrerådgiver, for at understøtte stor efterspørgsel på rådgivning og arkitektopgaver.
BK NORD, der blev etableret i 2009, og som særligt de seneste år har været i galoperende vækst, henter nu flere kræfter ind, i form af Lars Balle, der pr. 1. april 2024 er tiltrådt som bygherrerådgiver.

Lars Balle kommer med solid erfaring fra arkitektbranchen, og siden 2011 har han været direktør hos et mindre arkitektfirma, Arkitekthuset Vodskov A/S.

Adm. direktør hos BK NORD René Martin Larsen fortæller, at nyansættelsen tilfører BK Nord vigtige ekstra ressourcer.
"Vi er pavestolte af at have fået Lars med ombord. Lars skal være med til at understøtte den vækstrejse, som BK NORD er på, og vores forretning bliver bare endnu bedre ved at få hans kompetencer og mange års erfaringer med på vores hold. Jeg har arbejdet sammen med ham i flere år, og han er bare knivskarp."

"Vi ser en øget efterspørgsel på vores tværfaglige rådgivning, og derfor mander vi op med gode kræfter, der kender branchen indgående og som er stærk inden for både bygherrerådgivning, projektledelse, og tværfagligt samarbejde", fortæller René videre.

Markedsførende indenfor bygherrerådgivning

Fra venstre: Tegnestue- og kvalitetschef Kenneth Møller Jensen, BK NORD’s nye bygherrerådgiver Lars Balle og direktør hos BK NORD René Martin Larsen.
Lars Balle er uddannet bygningskonstruktør i 2000. I 2007 blev han uddannet byggeøkonom – en uddannelse som dykker ned i byggeriets mange juridiske områder og forhold mellem bygherre og entreprenør. I 2011 tog Lars uddannelsen som bygningssagkyndig, og han har efterfølgende arbejdet med bygherrerådgivning, projektledelse og tilsynsopgaver.

Siden 2015 har Lars desuden fungeret som bygningssagkyndig for 5 provstier i Nord- og Vestjylland, hvor der årligt afholdes syn med provstiernes bygningsmasse og løbende rådgives i bl.a. renoveringssager.

Som bygherrerådgiver hos BK NORD skal Lars være kundens uvildige rådgiver i forbindelse med større byggesager.

"Lars’ solide erfaring med bygherrerådgivning rammer lige ind i vores vision om at være kundens foretrukne og upartiske rådgiver", fortæller direktøren hos BK NORD.
"Hans kompetencer relateret til de kirkelige opgaver er helt i tråd med vores forretning, hvor fokus er på æstetik. Vi oplever en stigende efterspørgsel på opgaver indenfor bevaringsværdige og fredede bygninger, hvorfor det også er vigtigt at have kompetencerne indenfor disse områder in-house", forklarer René Martin Larsen.

Lars Balle har set frem til at tiltræde den nye stilling.

"Jeg har glædet mig vildt meget til at komme i gang og jeg er klar til at gribe de mange spændende fremtidige opgaver. Jeg glæder mig også til at blive en del af større projekter og til at få flere faggrupper at trække på i hverdagen", fortæller Lars.

"BK NORD sidder på mange spændende totalrådgivningsopgaver. Den markedsposition skal vi holde og udvikle, så vi kan forfølge strategien om at være en af de markedsførende i Nordjylland inden for bygherrerådgivning", siger Lars.

Lars Balle efterlader en velkonsolideret og stærk forretning i Arkitekthuset Vodskov A/S, som bliver drevet videre i samme ånd og med de samme kunder som tidligere. Fremover vil Arkitekthuset Vodskov A/S og BK NORD A/S også blive samarbejdspartnere i flere projekter.

Vidste du, at Fjordland ejer en del af BK NORD?

LÆS MERE OM BK NORD HER
phone-handset linkedin facebook pinterest youtube rss twitter instagram facebook-blank rss-blank linkedin-blank pinterest youtube twitter instagram