Har du ansatte, der skal have udbetalt skattefri kørselsgodtgørelse, så skal du huske at kontrollere at alle betingelserne er opfyldt.
Hvad skal du kontrollere?
Som arbejdsgiver skal du kontrollere at følgende oplysninger passer:
Kørslens formål
Kørslens mål med eventuelle delmål
Dato
Antal førte kilometer
Beregning efter satser
Kørslen er i medarbejderens eget køretøj
Opfylder medarbejderens kørsel ikke betingelserne, er godtgørelsen skattepligtig A-indkomst for medarbejderen.
Du skal ikke kun kontrollere oplysningerne, du skal også kunne dokumentere, at du har kontrolleret det. De følgende oplysninger skal både fremgå af arbejdsgiverens bilag til bogføringen og være synligt kontrolleret af arbejdsgiveren, fx med underskrift, stempel eller fejlrettelse:
Kørslens formål
Kørslens mål med eventuelle delmål
Dato
Antal førte kilometer
Beregning efter satser
Kørslen er i medarbejderens eget køretøj
Der er ikke krav om, at man bruger en bestemt blanket, men det kan være en fordel at bruge den samme systematik fra gang til gang.
Du finder skemaer til kørselsafregning herunder. Skattestyrelsen har lavet en køreseddel, som arbejdsgivere kan benytte. Blanketten kan findes på Skattestyrelsens hjemmeside.