Fjordland Kongres: 7. feb. 2023 - Se mere her
NyhederArrangementerOm osMedarbejdereKarriereKontakt

29. januar 2025

Dårlig staldindretning påvirker klovsundheden

Er ydelsen lav, udebliver reproduktionsresultaterne og er holdbarheden ikke lige så god som ønsket? Så kan klovsundheden være det næste du skal have fokus på.
Hvis der gennem længere tid har været udfordringer med lav ydelse, dårlig reproduktion, høj ufrivillig udsætningsprocent eller lav holdbarhed i besætningen, så kan årsagen være dårlig klovsundhed.

Hvis ikke nøgletallene i DMS giver et klart billede, bør mindst 20 procent af besætningen halthedsscores.

Viser det sig, at mere end 2 % af besætningen har en halthedsscore på 4 eller 5, eller mere end 15 % har en halthedsscore på 3, eller mere end 15 % af dyrene har en halthedsscore på 2, vil det være gavnligt at sætte ind og få lavet en handlingsplan.

Hulkarakteren på dyrene kan også afsløre om der er klovproblemer, hvis der er stor variation i besætningens huld.

Hvis der ved klovbeskæring er mere end 20 % af de beskårne dyr der får forbinding på eller mere end 5 % af de beskårne dyr der får sko på, så er det på tide at få tjekket op på hvor i stalden der kan laves forbedringer.

Tommelfingerregel:

Mange forbindinger tyder på smitsomme klovlidelser (Digital dermatitis, nydannelser, balleråd m.v.), hvorimod mange sko tyder på hornrelaterede klovlidelser (sålesår, såleblødninger, hul væg m.v.).

KOENS TIDSFORBRUG

Optimalt set skal en ko ligge ned i 12-14 timer i døgnet. Hun må ikke stå og hænge mere en maksimalt 2-3 timer på opsamlingspladsen. Det er altid den samme taber-ko/halte ko der står til sidst på opsamlingspladsen.

Overbelægning ved både foderbord og sengebåse reducerer koens tidsforbrug på at hvile og æde. For en halt ko er overbelægning værre, idet hun vil prioritere hvile over foder. Et for kort foderbord vil derfor betyde at den halte ko kommer sidst til foderbordet, og derfor er i stor risiko for at få for lidt at æde.

Jo flere sengerækker der er bag foderbordet, jo færre ædepladser pr. ko vil der være og konkurrencen om pladserne øges. Derved får den halte ko endnu sværere ved at komme til.
klovsundhed klov der forbindes
Hvis der ved klovbeskæring er mere end 20 % af de beskårne dyr, der får forbinding på eller mere end 5 % af de beskårne dyr, der får sko på, så er det på tide at få tjekket op på, hvor i stalden der kan laves forbedringer.

INDRETNING AF STALDEN

Alle steder hvor køerne færdes bør gennemgås. Det vil sige indretningen af stalden, sengebåsenes dimensioner og underlag, staldgulvet, drivvejene m.v.

En åben stald vil give et større luftskifte, hvorved gangarealer og båse hurtigere og nemmere tørrer ud.

Der må ikke være nogen steder i stalden, hvor der er skarpe sving på over 45 grader, da det resulterer i store vrid i klovene. Skarpe sving er særligt hårdt for bagklovene, hvor man ofte vil se løs eller hul væg til følge, som kan udvikle sig til byld i hvid linje.

Skruer, bolte, kæder, wirer eller hjørnehjul, skal alt sammen være dækket af eller faset ned i gulvet, så køerne ikke træder på det. Særligt køer der er stressede, ser ikke hvor de træder. For eksempel på vejen ind og ud af malkestalden, vil en uafdækket bolt eller anden fremspring, kunne lave stor skade.

SENGEBÅSENS UDFORMNING

Selve sengebåsens indretning kan også have stor betydning for klovsundheden på bedriften. En sengebås der ikke understøtter koens normale liggeadfærd, fordi dimensionerne er forkerte, vil føre til kortere hvile/liggetid.

 Forkerte dimensioner, dårligt underlag m.v. i sengebåsen vil typisk udmønte sig i at koen står med forbenene oppe i sengebåsen og bagbenene på gangarealet. Det øger vægten på bagklovene og giver ekstra stå-tid på det fugtige miljø på spalterne.

SENGEBÅSENS KOMFORTINDEKS

Måles en time før malkning

(Antal køer, der står helt eller halvt oppe i sengebåsen) / (Antal køer i sengebåsen) x100
Indekset bør højst være 15 %. Jo højere indekset er, jo flere halte køer er der i besætningen.
En sengebås der ikke understøtter koens normale liggeadfærd, fordi dimensionerne er forkerte, vil føre til kortere liggetid.
Har du brug for hjælp til at gennemgå dit staldsystem med henblik på at øge klovsundheden, så tøv ikke med at tage fat i din kvægrådgiver.

CAMILLA LAUMANN SØNDERGAARD

Kvægrådgiver
KONTAKT OS NU
phone-handsetchart-barsthumbs-up linkedin facebook pinterest youtube rss twitter instagram facebook-blank rss-blank linkedin-blank pinterest youtube twitter instagram