Fjordland Kongres: 7. feb. 2023 - Se mere her
NyhederArrangementerOm osMedarbejdereKarriereKontakt

Masser af arbejde 
- og ikke ret meget søvn

Umiddelbart er der ikke noget, vi ikke er lykkedes med, fortæller Kathrine efter det første halve år som selvstændige med økologisk mælkeproduktion i hjertet af Thy…… joh, det skulle da lige være søvn og fritid, som har været lidt en mangelvare.

MANGE ARBEJDSTIMER – JA, TAK

Kathrine og Mathias gjorde 1. juli 2019 drøm til virkelighed og fik foden under eget bord med 140 malkekøer med opdræt og 235 ha jord.

Mathias forudså allerede dengang lange arbejdsdage og 70-90 timer om ugen, og han fik ret. Intet kunne have forberedt os på, hvor sindssygt hårdt det er at være nyetableret, fortæller Kathrine. Det har knebet med søvn og fritid, men det gør ikke så meget – for vi ser også resultater af det hårde slid.

GODE PRODUKTIONSRESULTATER

Allerede før overtagelsen havde vi lagt en temmelig ambitiøs plan over, hvad vi gerne ville have styr på. Vi følger planen og arbejder målrettet på at hæve hele bedriften fra kalvestald til kostald.

Vi har jo et ønske om at have personligt og fagligt overskud til at skabe nogle driftsresultater, der kan konkurrere med landets førende. Og vi føler selv, at vi er på rette vej.

SUNDE, STÆRKE KALVE

I kalvestalden har vi lagt om og er begyndt at anvende suttespande. Sammen med rettidig omhu og fokus på hygiejne i den daglige pasning har det givet os nogle sunde, stærke kalve med en høj tilvækst og lav dødelighed på trods af, at vi har diagnoserne coccidiose og cryptosporidiose i besætningen.

Det gamle tankrum har min morfar hygget sig med at ombygge til det mest fantastiske kalvekøkken, fortæller Kathrine. Det er godt med en smedeuddannet morfar lige ved hånden – især fordi han nyder at bruge sit otium på at hjælpe med vedligehold rundt omkring på gården.
Krydsningskalv

FØRSTEKALVS KØER YDER ”RET GODT”

Det gik ret hurtigt op for os, at vi i en klassisk 2000 stald var en smule udfordret i forhold til kun at have 2 tværgange, generelt smalle gange osv., forklarer Kathrine

Førstekalvs køerne havde svært ved at få et ben til jorden ved foderbordet. De blev tromlet af de gamle køer.

Derfor lavede vi en overgang over foderbordet og skabte plads til et førstekalvs hold på den anden side af foderbordet. De 2 låger, vi købte hjem til formålet, har betalt sig selv hjem mange gange. Førstekalvs køerne stortrives nu. De er sunde, og de malker sagt på jysk ”ret godt” !

FLYTTEDE LIGE EN YDERMUR

I malkestalden har vi udskiftet den gamle, udtjente 2×4 tandem malkestald med en ny 2×12- 60 graders sildebensmalkestald – en øvelse uden ret mange ben……

Njaaa, der var da en enkelte lille udfordring ved det. – Vi skulle have en ydermur flyttet 40 cm, fortæller Kathrine.

Det blev et langt og sejt træk både ift. konstruktionen, men også fordi køerne bagefter skulle vænne sig til det nye system. Men det lader til, at det begynder at fungere nu.

SMITTET MED SÆSONKÆLVNING

Vi har jo som bekendt Keld Tølbøll fra KvægXperten som kvægfaglig rådgiver. Alle, der kender Keld ved, at han er besat af sæsonkælvning – en besættelse der har smittet os.

Vi har tidligere beskæftiget os med sæsonkælvning i Australien og har altid syntes, at det er en spændende måde at gøre det på. Så vi var nemme at overtale til at indføre det hos os. .

Lige nu inseminerer vi på livet løs. Vi stoppede med at inseminere i september og startede op igen 2. januar. Derudover har vi købt 20-25 kælvekvier ind for hurtigt at få nogle dyr, der kan passe ind i vores sæsonkælvnings set up.

ALT SAMLET ET STED

Vi har gang i en hel masse, og jeg har helt sikkert også glemt at fortælle om noget af det siger Kathrine

Umiddelbart er der ikke noget, vi ikke er lykkedes med ….. andet end søvn og fritid

Intet havde kunne forberede os på, hvor sindssygt hårdt det er at være nyetableret. I den forbindelse har det bare været guld værd at have Fjordland med på råd!

Det har virkelig betydet meget at have det hele samlet på et sted!

Uanset om vi har skulle bruge en jurist eller en regnskabsassistent, har Fjordland været leveringsdygtig i alt. Det er ikke bare smart ift. logistikken men også i forhold til den interne sparring imellem de forskellige faggrupper. De har snakket sammen og dannet et team omkring os, som har givet os lige netop dét, vi som nyetablerede har haft brug for, slutter Kathrine og skynder sig ud i stalden til Mathias
phone-handset linkedin facebook pinterest youtube rss twitter instagram facebook-blank rss-blank linkedin-blank pinterest youtube twitter instagram