Fjordland Kongres: 7. feb. 2023 - Se mere her
NyhederArrangementerOm osMedarbejdereKarriereKontakt

12. marts 2025

Konsekvensen af beskidte senge og køer

Hvornår har du sidst kigget på køernes adfærd, set på om der er hævelser eller hårafslid, eller om der er områder på inventaret der er blankslidt? Hvis inventaret ikke er korrekt justeret afslører køerne det lynhurtigt, men reagerer du på det, eller lader du stå til? Der er mange penge at hente på at få de rigtige dimensioner i sengene.
Sengebåsens dimensioner er helt afgørende for at have rene køer og en optimal liggetid. Sengebøjlerne placerer koen korrekt i sengebåsen og køerne afslører lynhurtigt hvis sengebåsene ikke har de rigtige mål. Den rigtige indstilling af inventaret sikrer at koen kan præstere bedst muligt og at du har mindst muligt arbejde med at holde sengene rene.

Det er ikke nok at justere på kun et enkelt delelement, hele sengen skal justeres så den passer nøjagtig til den størrelse køer, der er i lige netop din stald. Så find tommestokken frem og få målt og kigget på om dine senge faktisk lever op til dine køers størrelse.

LÆNGDE OG BREDDE

En normal rejse-sig-bevægelse ved en Holstein ko kræver 3 meter, hvor der ingen forhindringer er, der skal altså ikke være stolper eller andet der generer foran den. Hvis sengen er for kort, vil koen tøve med at lægge sig i sengen og vil ofte have besvær ved at komme op igen.

De danske anbefalinger for bredde af sengebåsen er 125 cm til den lakterende ko af stor race. Bredden af sengen har stor betydning for hvor mange timer om dagen koen ligger og hvor lang tid ad gangen hun ligger.

BRYSTBOM

Brystbommen er til for at lede koen til den rigtige placering i sengen når hun lægger sig, uden at hæmme koens naturlige rejse- og liggeadfærd. Brystbommen skal have den rigtige placering for at koen placerer sig korrekt og ikke skider i sengen. Er brystbommen placeret for langt tilbage i sengen, vil koen placere sig på skrå i sengen og skide i sengen ude i siderne. Er brystbommen placeret for langt fremme, vil koen skide midt i sengen.

Brystbommen i en madrasstald må ikke være mere end 10 cm over madrassen og i sandsenge mere end 10 cm højere end bagkanten. Er brystbommen placeret for højt vil det hæmme koens naturlige rejse- og liggeadfærd og derved vil koen lægge sig på skrå for at få plads til forbene når den rejser sig.
Hvis nakke- og/eller brystbom er placeret for langt tilbage, vil koen stå og ligge på skrå i sengebåsen og dermed gøde mere i båsen.
Nakkebommen er korrekt placeret når koen kan ligge lige i båsen samt stå lige med alle fire ben i sengen uden at presse mod nakkebommen.

NAKKEBOM

Nakkebommen skal markere for koen hvor langt frem i sengen den skal gå, og ved en korrekt placeret nakkebom vil koen, når hun rejser sig, træde et skridt tilbage og derved undgå at skide i sengen. Ved en nakkebom placeret for langt tilbage, vil hun derimod stille sig på skrå for at kunne være i sengen, og derved vil hun også lægge sig på skrå. En ko der ligger på skrå vil skide i sengen. Nakkebommen er korrekt placeret når koen kan stå med alle 4 ben i sengen uden at presse mod nakkebommen. Ved en for kort afstand, vil hun stå med 2 ben i sengen og bruge længere tid inden hun lægger sig. Dette er en stor belastning for koens bagklove.
Køer der står med bagbenene på spalterne og bruger lang tid på at lægge sig, indikerer for kort afstand fra nakkebom til bagkant.

KONSEKVENSERNE AF FORKERTE DIMENSIONER

Konsekvenserne for forkerte dimensioner af sengebåsens indretning kan være store, både på arbejdsmængde, økonomi og ko-komfort, læs mere om hvilke konsekvenser det kan have for klovene i artiklen her...
KONSEKVENSER FOR KLOVENE
Når du alligevel begynder at kigge på sengebåsens indretning, så tjek også op på kvaliteten af madrasserne.
MADRASSER I SENGEBÅSEN
Tag fat i din rådgiver hvis du har brug for hjælp til at vurdere om dine senge lever op til de bedst mulige standarder for dine køer...

CAMILLA LAUMANN SØNDERGAARD

Kvægrådgiver
KONTAKT OS NU
phone-handset linkedin facebook pinterest youtube rss twitter instagram facebook-blank rss-blank linkedin-blank pinterest youtube twitter instagram