Fjordland Kongres: 7. feb. 2023 - Se mere her
NyhederArrangementerOm osMedarbejdereKarriereKontakt

8. januar 2025

Skift de gamle madrasser ud med nye og øg køernes velfærd og mælkeydelse

Trænger damerne i stalden til nye madrasser? 
Der er velfærd for koen og penge direkte på kistebunden at hente, ved at investere i nye madrasser.

Hvornår skal madrasserne skiftes?

Hvis der er huller, revner eller andre skader på madrasserne skal de skiftes hurtigst muligt. Selvom dette ikke er tilfældet, kan der stadig være fordele i at udskifte ældre madrasser med nye.
Dette kan f.eks. være hvis de gamle madrasser er faldet sammen, så der ikke længere er den elasticitet, som der var fra ny. Ude i stalden kan der udføres en simpelt knætest for at afgøre om kvaliteten af den ældre madras stadig er god nok, eller om der ville være fordele ved at udskifte til nye.

Knætesten

Vi kender den nok alle, men hvornår er den sidst blevet udført i din stald?

SÅDAN UDFØRES KNÆTESTEN

Knætesten er en simpel test, som kan bruges til at vurdere om en madras er blød nok. Testen efterligner koens bevægelse, når hun lægger sig, hun vil med hele overkroppens vægt ”falde” i en ukontrolleret bevægelse ned på forknæene. For at efterligne dette vil en testperson kunne stille sig på madrassen med næsten samlede ben. Personen skal bøje i knæene indtil disse er ca. 20 cm over madrassen, herfra lader personen sig falde i et frit fald ned på knæene. Hvis testpersonen mener at dette gør ondt, så er det på tide at få udskiftet de gamle madrasser.

Fordele ved nye madrasser

Ved at udskifte gamle og slidte madrasser med nye vil køerne ligge mere ned. Når køerne ligger mere ned påvirkes mælkeproduktionen direkte. Øget liggetid vil påvirke mælkeydelsen positivt, idet blodgennemstrømningen til yveret bliver større ved hvile end i bevægelse, derved vil tilførslen af næringsstofferne til mælkedannelsen i yveret stige.
Når køerne ligger mere ned ses typisk også en forbedret klovsundhed. Undersøgelser viser at hvis liggetiden kommer under 10 timer i døgnet, vil der ske en stigning af hornrelaterede klovlidelser, som byld i den hvide linje og sålesår. Hvis klovene bliver ramt, så vil sneboldeffekten typisk indtræffe, hvor et fald i ydelsen også vil indtræffe. Ved at udskifte udslidte madrasser, vil der typisk også ske en reduceret rengøringstid, da de nye har en jævn overflade.

Hvad skal du kigge efter, når du skal købe nyt?

Et blødt leje 
Tykkelsen af madrassen må ikke være mindre end 50 mm til Jersey køer og hellere 60 mm. Til køer af stor race anbefales gerne 70 mm eller derover.
Skridsikkert underlag
Topdugen må ikke være for ru
Den må dog hellere være lidt for ru som ny end glat, da gødning og strøelse vil sætte sig og tage toppen af ruheden. Jo glattere topdug, jo mere strøelse skal der bruges for at suge mælkerester mm. og for at undgå at madrasserne bliver glatte.
Volumen skal være på min 260-300 kg/m3 
Dette er blødheden, og hvor gode madrasserne er til ikke at falde sammen. Volumen hænger sammen med, hvilket materiale madrassen er lavet af. Hvis man f.eks. køber en madras lavet af et blandingsprodukt, eksempelvis latex blandet med skum, så er luftboblerne store og madrasserne vil hurtigere falde sammen. Hvis man køber ren Latex er madrasserne mere holdbare i længden, da luftboblerne er mindre. Derfor er anbefalingen at købe madrasser med ren Latex.
Montering af topdugen skal være helt stram
Den vil give sig, når køerne begynder at bruge den. Hvis den ikke er strammet nok op ved montering, vil den efter lidt tid have givet sig så meget, at der vil forekomme buler, som gør det besværligt at skrabe ned.

Strøelse

Madrasserne alene er ikke nok. De skal strøes med mindst 500 gram tør strøelse pr bås pr dag. Dette for at sikre rene og tørre overflader. Strøelsen kan bestå af både snittet halm, savsmuld mv. det vigtigste er at strøelsen ikke er for groft snittet, da det så kan virke skærende.

Jo mere strøelsen fylder i volumen, jo lettere er det. Der skal f.eks. bruges 2 spande á 10 L med snittet halm, 1½ skovlfuld easystrø eller 1 skovlfuld savsmuld for at opnå 500 gram strøelse pr. sengebås pr. dag. Men udregn gerne om du bruger nok: (antal kg på 1 uge/7)/(antal sengebåse)=kg pr. dag.
Snittet halm
Easystrø
Savsmuld

Pris og levetid

Kvalitet og pris hænger som med så meget andet sammen. Du får ganske enkelt hvad du betaler for. Det vil sige at hvis du køber en billig madras så er levetiden ofte tilsvarende kortere, men selve madrassen kan være ok, hvorimod hvis man køber en dyrere madras, f.eks. 80-90 mm ren latex, så er levetiden væsentlig længere, men madrassen er også dyrere. Afskrivningen vil altså ofte være ens pr år, da en dyr madras oftest også holder tilsvarende længere.

En billig madras vil oftest kun holde 3-4 år inden den er faldet sammen, hvorimod de bedste på markedet holder i 8-9 år. En gennemsnitlig madras holder i 6 år inden den trænger til en udskiftning.

Indkøb af madrasser er en jungle, og det kan være svært at vide om det produkt man køber, er pengene værd og om det er nu at de gamle skal udskiftes, så tøv ikke med at tage fat i din rådgiver.
Har du spørgsmål eller behov for sparring, er du altid velkommen til at kontakte din kvægrådgiver hos Fjordland...

CAMILLA LAUMANN SØNDERGAARD

Kvægrådgiver
KONTAKT OS NU
phone-handsetthumbs-up linkedin facebook pinterest youtube rss twitter instagram facebook-blank rss-blank linkedin-blank pinterest youtube twitter instagram