”Det handler om rettidig omhu,” forklarer Fjordlands planterådgiver Nikolai Sørensen. Han opfordrer dig til at gøre brug af de tilgængelige redskaber, for at undgå utilsigtede konsekvenser af Prosulfocarb-sprøjtning i efteråret.
Såningen af vintersæd er godt i gang, og det betyder, at efterårets ukrudtssprøjtninger står lige for døren. Her spiller aktivstoffet Prosulfocarb, som er kendt fra midlerne Boxer, Roxy EC og Fidox EC, en central rolle.
Det kræver stor omtanke at bruge midlet, så man undgår utilsigtede konsekvenser, lyder det fra Fjordlands planterådgiver Nikolai Sørensen.
”Prosulfocarb er en af grundstenene i ukrudtsbekæmpelsen i efteråret, men det er samtidig et aktivstof, der kan give problemer, hvis det bruges forkert. Risikoen for afdrift og fordampning kan være store. Det kan have alvorlige konsekvenser for frugt- og grøntsagsavlere, hvis deres afgrøder forurenes,” siger Nikolai Sørensen.
Prosulfocarb er en vigtig resistensbryder og effektiv mod græsukrudt i vintersæd.
Men midlet kan både føres med vinden under sprøjtning og fordampe fra jordoverfladen i dagene efter, særligt i varmt og blæsende vejr. Derfor understreger rådgiveren behovet for at følge en række forholdsregler.
”Det handler i bund og grund om at sikre, at prosulfocarb binder sig hurtigt og effektivt til jordoverfladen. Derfor er fugtig jord, lave temperaturer, lav vindhastighed og eventuelt en smule regn efter sprøjtning en stor fordel,” forklarer Nikolai Sørensen.
Benyt dig af de digitale hjælpemidler
Som en ekstra støtte kan landmænd bruge Syngentas app Spray Assist, der vejleder om de bedste sprøjtetidspunkter på døgnet.
Derudover findes værktøjet Prosulfocarb følsomme områder 2025 på Landmand.dk, hvor landmænd kan se, om der ligger frugt- og grøntsagsmarker tæt på deres arealer. Det er vigtigt at bruge de tilgængelige redskaber, så vi over en kamp sørger for at beskytte de effektive midler, der fortsat er til rådighed i planteavlen.
”Der er frugt- og grøntavlere i hele landet. Derfor er det relevant for mange landmænd at bruge de tilgængelige værktøjer. Måske kan man planlægge sprøjtning efter høst, eller man kan vælge en dag, hvor vinden bærer væk fra følsomme områder. Det handler om rettidig omhu, så vi både passer på omverdenen og vores tilgængelige midler,” siger Nikolai Sørensen.
Sådan bruger du Prosulfocarb...
Sprøjt kun ved middeltemperaturer under 15 grader og max. 18 grader midt på dagen.
Hold vindhastigheden under 3–4 m/s.
Sprøjt aften eller nat, gerne mellem kl. 19.00 og kl. 05.00.
Kør langsomt (max. 6–8 km/t) og hold bommen lavt (max. 50 cm).
Brug høj vandmængde (min. 200 l/ha) og 90% afdriftsreducerende udstyr.
Undgå sprøjtning i inversionsvejr – det såkaldte ”mosekone-vejr”.
Har du spørgsmål eller behov for sparring, er du altid velkommen til at kontakte en planterådgiver hos Fjordland...