Vær opmærksom på fakturakravene for at få momsfradrag
Når du som erhvervsdrivende modtager en faktura, skal du være opmærksom på, om den overholder kravene for at kunne tage fradrag for momsen af købet.
For at man kan tage fradrag for momsen, skal den modtagne faktura som udgangspunkt opfylde nedenstående krav:
Fakturanummer og fakturadato
Sælger: Virksomhedens navn, adresse og CVR-/ SE-nummer
Kunde: Navn og adresse
Vare/ Ydelse: Kort beskrivelse af varens art, mængde/ omfang og pris
Leveringsdato: hvis denne er forskellig fra fakturadato (det sker ofte ved serviceydelser)
Momsgrundlag: Pris pr. enhed uden moms samt evt. prisnedslag, bonus eller rabatter. Den gældende momssats og det samlede momsbeløb
Der er dog en undtagelse i momsloven om, at i de tilfælde, hvor salgsbeløbet er under kr. 3.000,- ex moms, kan der udstedes en forenklet faktura. En forenklet faktura kan fx være en kassebon.
Virksomheder inkl. butikker er forpligtigede til at udstede en almindelig faktura, hvis man beder om det.
Ovenstående betyder, at hvis en virksomhed har købt en mobiltelefon i Bilka til kr. 5.995 inkl. moms og har kun modtaget en kassebon, så vil der ikke være fradrag for momsen på købet, da kassebonen ikke opfylder fakturakravene, og købet er større end kr. 3.000 ex moms.
Eksempel på en faktura, der ikke overholder fakturakravene.
Eksempel på en faktura, der overholder fakturakravene.
Her skal man i stedet bede om en faktura, som opfylder fakturakravene, for at kunne få momsfradraget.
Det samme gælder i øvrigt, hvis der er modtaget andre fakturaer, som ikke overholder kravene nævnt ovenfor. Det kan fx typisk være håndskrevne fakturaer fra en fakturablok eller lign.
Har du spørgsmål eller behov for sparring, er du altid velkommen til at kontakte Fjordlands økonomiafdeling...