Sådan undgår du at påvirke ydelsen ved skift til vinterfodring
Hold øje med dine køers adfærd i stalden. Det kan være nøglen til at finde den rigtige balance af energi, fedt, sukker og stivelse i foderblandingen.
Når hverdagen først kører, så er det nemt at gøre, som man hele tiden har gjort. Det er naturligt at gå en tur i stalden og se til ens dyr, men det er særligt vigtigt at være opmærksom på deres adfærd i forbindelse med skift af foder, understreger kvægrådgiver Masja Reinhard.
Rådet kommer i forbindelse med, at årets høst snart er i hus, og vi begynder at tage hul på nye grovfoderstakke. Et skifte, som påvirker næringsindholdet, men også køernes vom – en ubalance i vommen giver udslag i temperament og ydelse, forklarer kvægrådgiver Masja Reinhard:
”Det bliver hverdag, og vi tænker måske ikke over, hvordan vi har blandet foderet, og hvordan det hænger sammen med dyrenes adfærd i stalden – derfor kan det være en idé at holde særligt øje ved skift til staldfodring, vinterfoder, skift i proteinkilder og lignende.”
Justér foderet med dages mellemrum
Ændringerne kan også spores i gødningen. Er kokasserne særligt våde, kan du justere på grovfoderet og strukturen af dit foder ved blanding. Afvent forbedring over 2-3 dage, idet koens mave skal have tid til at justere for ændringen, før du retter yderligere ind:
”Køer er vanedyr, og de bryder sig ikke om forandring. Der går faktisk hele syv dage, før du kan se, hvordan det påvirker deres temperament at få en anden foderblanding. Det kan give en ubalance i mikroorganismer nede i vommen, og det kan også være stressende for koen, så vær opmærksom, og lav ikke om i foderet mere end nødvendigt,” siger Masja Reinhard.
Hvad skal du holde øje med?
Er dyrene vågne og vilde – justér på energi og fedt i foderblanding
Er de dovne og tørstige – justér på sukker og stivelse
Kig på kokasserne, og er de meget våde – justér på foderstruktur og mængden af grovfoder
Har du spørgsmål eller behov for sparring, er du altid velkommen til at kontakte en kvædrådgiver hos Fjordland...