29. januar 2025
Planlæg og forbered udbytteregistreringen i god tid
Det er stadig koldt og vådt udenfor, men inden længe begynder græsset at gro igen. Når dagene bliver lidt længere, bliver der som regel også mere travlt på bedriften. Derfor denne opfordring: Begynd allerede nu at planlægge og forberede årets udbytteregistrering.
Flere og flere bruger i dag forskellige systemer til at opgøre udbyttet af grovfoder. Alt fra brovægte og flowmålere til NIR-sensorer bidrager til værdifuld information om de høstede mængder og kvaliteter. Som med alt andet teknologi øges chancerne for ikke blot en god høst af grovfoder, men også en god høst af data ved ordentlig forberedelse.
Brug tiden nu på at tjekke, om der er styr på brugerkonti og logins. Hvis data deles med en maskinstation, er det oplagt at sikre, at de har de rigtige adgange i god tid. Tjek også brovægten, så der er mulighed for at få den repareret, hvis vinteren har forårsaget skader som følge af vand eller lynnedslag.
Kontakt gerne maskinstationen, mens der stadig er tid til at drøfte mulighederne for udbytteregistrering, og hør, om de har opdateret deres udstyr siden sidste sæson. Måske tilbyder de nye løsninger, der kan gavne din registrering.
Og sidst, men ikke mindst: Del dine data. De kan være guld værd for både samarbejdspartnere og rådgivere. Hvis maskinstationen sender en opgørelse over første slæt, så sørg for at sende den videre til din kvæg- og planterådgiver.
Data kan understøtte andre opgørelser, som f.eks. en traditionel opmåling.
Med en smule planlægning og forberedelse kan du sikre både præcise data og bedre resultater på din bedrift.

Camilla S. Pederen, kvægrådgiver, ser på foderet sammen med landmand Morten Agger
Har du spørgsmål eller behov for sparring, er du altid velkommen til at kontakte din kvægrådgiver...
RASMUS JUL HAUGE
Kvægrådgiver
KONTAKT OS NU