17. marts 2026
Oplæring af udenlandske medarbejdere gennem billeder og hands-on læring i stalden
I mange danske landbrugsbedrifter er udenlandske medarbejdere blevet en vigtig del af hverdagen. De bidrager med arbejdskraft, engagement og nye perspektiver, men samtidig kan sproglige barrierer skabe udfordringer i oplæringen. Når dansk eller engelsk ikke beherskes fuldt ud, kræver det en anden tilgang til læring og kommunikation. Erfaringer viser dog, at man med visuelle hjælpemidler og praktisk træning kan skabe en effektiv oplæring, hvor alle medarbejdere får mulighed for at lykkes i deres arbejde.
VISUEL OG PRAKSISNÆR OPLÆRING
På en bedrift valgte vi at tænke oplæring på en mere visuel og praksisnær måde. I stedet for primært at forklare arbejdsopgaver mundtligt, samlede vi alle medarbejdere til en fælles gennemgang af hverdagens situationer i stalden. Vi havde på forhånd taget billeder af typiske arbejdssituationer —håndtering af dyr, rengøring og observation af sygdomstegn. Disse billeder blev brugt som udgangspunkt for dialog og læring.
Ved at tage udgangspunkt i konkrete billeder blev sproget mindre afgørende. Medarbejderne kunne se situationen foran sig, genkende arbejdsopgaven og lettere forstå, hvad der forventes. Billederne fungerede som et fælles referencepunkt, hvor alle – uanset sprogniveau – kunne deltage aktivt. Når vi gennemgik billederne, forklarede vi samtidig, hvordan vores rutiner er, og hvorfor vi gør tingene på netop den måde.
En vigtig del af processen var, at alle medarbejdere blev inddraget. Hver deltager fik mulighed for at fortælle, hvordan de selv ville handle i situationen. På den måde blev oplæringen ikke en envejsforklaring, men en fælles samtale. Når medarbejdere bliver hørt og får lov til at bidrage, skabes der større forståelse og ejerskab over arbejdsrutinerne. Samtidig giver det ledelsen indsigt i, hvor der eventuelt opstår misforståelser.

HANDS-ON LÆRING VAR AFGØRENDE
Hands-on læring i stalden viste sig også at være afgørende. Efter den fælles gennemgang, gik vi ud og udførte opgaverne i praksis. Her kunne medarbejderne koble billederne og samtalerne sammen med konkrete handlinger. Den fysiske gentagelse styrkede indlæringen, fordi læring sker bedst, når man både ser, hører og gør.
Gentagelse spillede en central rolle. Ved flere gange at gennemgå de samme situationer – både visuelt og praktisk – blev rutinerne en naturlig del af arbejdsdagen. Når medarbejdere møder de samme eksempler igen og igen, opstår tryghed, og usikkerheden mindskes. Det skaber færre fejl og en mere ensartet kvalitet i arbejdet.
En anden positiv effekt var fællesskabet. Når alle deltog i samme læringsproces, blev der skabt en kultur, hvor det er acceptabelt at spørge og lære sammen. Sproglige forskelle blev ikke længere en barriere, men blot en del af hverdagen, som man fandt løsninger på i fællesskab.
Erfaringen fra bedriften viser, at effektiv oplæring ikke nødvendigvis kræver perfekte sprogfærdigheder. Med billeder, gentagelser og praktisk træning kan komplekse arbejdsopgaver formidles klart og forståeligt. Når læringen tager udgangspunkt i virkelige situationer og involverer alle medarbejdere aktivt, skabes et stærkt fundament for både trivsel og høj faglig kvalitet i arbejdet.
Har du spørgsmål eller behov for sparring, er du altid velkommen til at kontakte os...
VIBEKE FLADKJÆR NIELSEN
Kvæg- og ledelsesrådgiver
KONTAKT OS NU