Naturforvaltning med fokus på biodiversitet og budget
Naturforvaltning handler ikke kun om at forbedre vilkårene for blomster, bier og biodiversitet – det handler også om at skabe de gode balancerede løsninger, hvor det både er naturen der trives og hvor der er økonomi i det. Arbejdet med naturforvaltning kan med den rette tilgang blive både meningsfuldt, økonomisk bæredygtigt og meget givende.
Naturrådgiver Pia Boe Bak har arbejdet med naturforvaltning i mere end et årti og kender både landskabet, lovgivningen og mulighederne for at få succes. Hun peger på, at de gode naturprojekter ofte blomstrer, når der er styr på både den naturfaglige indsats og de økonomiske rammer for projektet.
“Jeg har set mange projekter lykkes fantastisk – især når lodsejere og rådgivere har sat sig ind i de muligheder, der findes for at få støtte og hjælp til naturplejen,” fortæller Pia Boe Bak, der er naturrådgiver hos Fjordland.
Der ligger en stor frihed og glæde i at kunne forvalte naturen, så den udvikler sig rigt og varieret – og hvor økonomien i projektet samtidig hænger sammen.”
Tilskudsmulighederne kan for mange lodsejere virke uoverskuelige. Men med den rigtige vejledning kan man finde løsninger, der både passer til det område hvor projektet er forankret, og giver god mening økonomisk. Et centralt valg handler fx om at søge naturplejetilskud med eller uden grundbetaling.
“Ofte kan det faktisk være mest fordelagtigt at søge til hele arealet som rent plejeareal til 2.600 kr. pr. hektar frem for at kombinere det med grundbetaling,” forklarer Pia Boe Bak.
“Men det afhænger altid af de konkrete forhold. Når vi finder den rigtige løsning, åbner der sig mange spændende muligheder for lodsejeren.”
Det rigtige valg af tilskud afhænger af mange ting, bl.a.:
Hvilke arter der findes
Arealets karakter
Hvilke dyr, der bruges
og ikke mindst lodsejerens egne mål for biodiversiteten
Afgræsning med omtanke
Når tilskuddene er på plads, er næste skridt at tilrettelægge en afgræsning, der virkelig skaber liv.
“Afgræsning kan være et fantastisk redskab til at fremme biodiversiteten, men det er vigtigt at tænke sig om. Ekstensiv helårsgræsning eller lang sæson med lavt dyretryk kan virkelig gøre en forskel for naturens variation – samtidig med at man sparer på både foder, stald og drift,” fortæller Pia Boe Bak.
Store, sammenhængende arealer giver ikke kun bedre betingelser for naturen – de gør også driften lettere og mere økonomisk bæredygtig. Mindre hegn, færre maskiner og lavere arbejdskraftbehov er bare nogle af fordelene.
“Hvis man tænker, at man dyrker blomster frem for bøffer, kan man med relativt få dyr forvalte store arealer og samtidig få økonomien til at hænge rigtig fornuftigt sammen gennem de rigtige tilskud,” siger Pia Boe Bak.
Naturforvaltning der giver mening
Hos Fjordland handler rådgivningen om at finde de løsninger, hvor natur og økonomi følges ad – og hvor arbejdet med naturen bliver en stor kilde til glæde og stolthed.
“Naturforvaltning er noget af det mest givende, man kan beskæftige sig med,” fortæller Pia Boe Bak og afslutter: “Når man ser områder blomstre op med liv, fuglesang og sommerfugle, og samtidig ved, at det også kan fungere økonomisk – så ved man, at det hele er arbejdet værd.”
Har du spørgsmål til naturforvaltning eller ønsker du sparring, er du altid velkommen til at kontakte os...