Fjordland Kongres: 7. feb. 2023 - Se mere her
NyhederArrangementerOm osMedarbejdereKarriereKontakt

27. maj 2026

Naturdrift skal gøre naturforvaltning til en professionel driftsgren

Hundredtusindvis af hektar skal i de kommende år omdannes til natur, lavbundsprojekter og ekstensivt drevne arealer som en del af Grøn Trepart. Mange af arealerne får behov for græssende dyr, hvis ambitionerne om mere biodiversitet og robuste naturområder skal lykkes.

Samtidig melder et afgørende spørgsmål sig: 
Hvem skal stå for den langsigtede forvaltning af arealerne?
Ifølge beregninger fra SEGES kan der alene i forbindelse med Grøn Trepart komme til at mangle op mod 300.000 græssende dyr til at løfte naturforvaltningen på de kommende arealer. Derfor lancerer Fjordland nu Naturdrift, en ny rådgivningsindsats målrettet både eksisterende og kommende naturforvaltere.

Naturdrift samler rådgivning om dyr, biodiversitet, økonomi, arealer, tilskud og myndighedsforhold i én samlet indsats med fokus på at gøre naturforvaltning med dyr til en fagligt stærk og økonomisk bæredygtig driftsgren.
"Der mangler naturforvaltere i Danmark. Der mangler mennesker med dyr, faglighed og lyst til at arbejde langsigtet med naturen i praksis. Vi kommer ikke i mål med biodiversiteten alene gennem planer og projekter. Der er brug for mennesker, der hver dag kan få driften til at fungere ude på arealerne," forklarer Anna Worm, afdelingsleder Miljø, Natur & Klima, Fjordland.
Vi oplever allerede nu en stigende interesse blandt både landmænd, naturplejere og mindre dyreholdere, som gerne vil arbejde mere med naturforvaltning, men som samtidig efterspørger faglig sparring og et bedre overblik over mulighederne.
"Vi møder både dem, der allerede driver naturarealer med dyr i dag, dem der ønsker at udvikle deres bedrift i en mere naturbaseret retning, og dem der først nu begynder at se, at deres erfaringer med dyr og biodiversitet bliver en vigtig del af fremtidens arealforvaltning. De sidder med en stor praktisk faglighed, som samfundet får brug for i de kommende år," siger Pia Boe Bak, natur- og miljørådgiver, Fjordland.
Det er afgørende, at naturforvaltning ikke alene bliver betragtet som et projekt eller en støtteordning, men som en reel driftsgren, hvor både økonomi, dyrevelfærd og biodiversitet skal hænge sammen over tid.

"Hvis biodiversiteten skal lykkes på de mange nye arealer, kræver det kontinuitet og høj faglighed. Det gælder både forståelsen for dyrene og forståelsen for naturen. Græssende dyr er ikke bare et redskab til afpudsning. Den måde arealerne drives på, har stor betydning for biodiversiteten, og derfor er det vigtigt for os, at naturforvaltningen bygger på et solidt fagligt fundament," siger Anna Worm.

Naturdrift skal hjælpe både større landbrug, mindre dyreholdere, nye naturiværksættere og eksisterende naturforvaltere med bl.a. økonomi, naturplaner, tilskud, hegning, myndighedsprocesser og den praktiske drift.

Naturdrift hjælper bl.a. med

Etablering af naturforvaltning som driftsgren
Økonomi og forretningsmodeller
Tilskud og projektmuligheder
Naturplaner og biodiversitet
Hegning, vand og praktisk drift
Myndighedsbehandling og regler
Dyrevelfærd og helårsgræsning
Samarbejder og adgang til arealer
Vi håber samtidig, at Naturdrift kan være med til at styrke identiteten omkring arbejdet med naturforvaltning og gøre arbejdet mere attraktivt for dem, der skal løfte opgaven i praksis.
"Der ligger en stor faglighed i at kunne forvalte natur med store dyr. Det kræver blik for både landskabet, dyrene, vegetationen og helheden. Vi oplever, at mange dyreholdere finder stor mening i arbejdet med at skabe levende landskaber med flere blomster, flere fugle og mere variation. Den faglighed og stolthed fortjener også en tydeligere plads i fortællingen om fremtidens landskab og arealforvaltning," siger Pia Boe Bak.

Naturdrift vil løbende dele erfaringer, cases og faglig viden fra hele landet og samarbejde med både lodsejere, kommuner, fonde og naturprojekter.
Ambitionen er at være med til at opbygge et stærkt fagligt miljø omkring fremtidens naturforvaltere og sikre, at de mange nye naturarealer også får en langsigtet og professionel drift.
LÆS MERE OM NATURDRIFT
Har du spørgsmål eller behov for sparring, er du altid velkommen til at kontakte en rådgiver hos Fjordland...

ANNA WORM

Afdelingsleder Miljø, Natur & Klima
KONTAKT OS NU

Eksperter i landbrugsrådgivning

Vi giver dig 360° rådgivning. Du får det hele under det samme tag – og det er noget, vi ser som en stor styrke.
FÅ RÅDGIVNING NU
phone-handset linkedin facebook pinterest youtube rss twitter instagram facebook-blank rss-blank linkedin-blank pinterest youtube twitter instagram