Når medarbejder og arbejdsgiver taler forskelligt sprog
Denne gang, i serien af mød en rådgiver, kan du møde kvægrådgiver Vibeke Fladkjær Nielsen, som brænder for at ruste landbrugets ledere til det gode samarbejde på staldgangen.
Det moderne kvægbrug handler i høj grad om mennesker. Og det er her, Vibeke Fladkjær Nielsen gør en forskel i sit daglige virke som kvægrådgiver.
”Vi kan ikke skabe resultater uden medarbejderne. Fungerer samarbejdet ikke, så får du heller ikke de resultater, du ønsker i stalden,” forklarer hun.
”Derfor handler mit arbejde om at skabe mening i forandringerne, og få samarbejdet til at flyde,” fortæller Vibeke Fladkjær Nielsen.
Hun har en baggrund som agronom samt en master i psykologi. Aktuelt er hun i gang med en master i læringsprocesser.
Samarbejde på bedriften
Landbruget er i udvikling, og vi ser dermed flere voksende bedrifter, det betyder, at flere og flere samarbejder på tværs af sprog og kulturer. Samtidig er landmændene blevet virkeligt dygtige til at optimere arbejdsgange og planlægning. Nu handler det i højere grad om kommunikation og forståelse af hinandens forskelligheder, vurderer Vibeke:
”Vi skal være nysgerrige på hinanden, fordi vi skal kunne skabe resultater sammen, selvom vi taler forskellige sprog. Vi skal kunne lære sammen uden at tale sammen, det er både min og landmandens hverdag, og der er ikke noget at sige til, at det er svært.”
Udover at hjælpe med oplæring af medarbejdere på staldgangen, konflikthåndtering, mm. arbejder hun også med, at få forandringerne til at ske, at lave brugbare handlingsplaner, og har tit rollen som tovholder, til at samle rådgiverteamet omkring bedriften.
”Så vi arbejder sammen om den fælles strategi på bedriften,” forklarer Vibeke Fladkjær Nielsen.
Lovgivning er det andet ben
Derudover er Vibeke også husdyrafdelingens lovspecialist, hun har i mange år arbejdet med forhandlinger med Fødevarestyrelsen omkring fortolkning af gældende og kommende lovkrav i kvægbruget, derfor har hun også været primusmotor på det nye smittebeskyttelse-værktøj, som der er blevet udarbejdet i Fjordlands Kvægafdeling.
”Vi er som den første rådgivningsvirksomhed gået forrest i at hjælpe landmændene til at være godt stillet i forhold til den nye smittebeskyttelse-lovgivning,” slutter hun.
Blå Bog
Oprindelig uddannet agronom med en master i psykologi. Har tidligere arbejdet 14 år ved SEGES, hvor hun beskæftigede sig med lovgivning om dyrevelfærd. Har arbejdet inden for Fjordland-regi i tre år, hvor hun specialiserer sig i dyrevelfærd samt smittebeskyttelse. Til dagligt rådgiver hun primært i ledelse.
Vibeke faciliterer også en ERFA gruppe for unge ledere i landbruget.
Har du spørgsmål til ledelse, kvæg eller behov for sparring på anden vis, er du altid velkommen til at kontakte Fjordland...