24. april 2025
Forberedelser til ny grovfodersæson
Græsset er snittet og kvaliteten er god, da vi lægger det i siloen. Men noget går galt herfra og indtil vi skal bruge ensilagen. Når vi åbner for stakken, er der mug på overfladen og kvaliteten er langt fra som forventet.
Grovfoderomkostninger udgør den største enkeltstående stykomkostning i mælkeproduktionen. Samtidig er der en enorm spredning i både udbytter og omkostninger i forbindelse med grovfoderproduktionen.
Hvis først udbyttet er højt og af god kvalitet, skal vi sikre alt foderet kan bruges når stakken åbnes. Det er nu, at forberedelserne til en ny grovfodersæson skal gøres, så vi undgår ovenstående scenarie og sikrer de bedste chancer for en god kvalitet, når det nye foder skal opfodres.
Tjek dæksider, sandsække og ensilagetnet
Gennemgå allerede nu stakken af dæksider og frasorter dæksider med skader. En af de største syndere til metal i foderet er stykker af metaltråde, der er faldet af dæksiderne når de flosser. Blot et enkelt stykke metaltråd er nok til slå en ko ihjel, hvis hun æder den og får den i vommen, hvor den kan penetrere vomvæggen og gå i hjertet.
Ensilagenettene bør ligeledes få et eftersyn, så du kan nå at kassere de ringeste og få købt nye hjem. Er der huller i nettene, er der fri adgang for krager og andre fugle til at prikke hul i plastikken. Og så har vi balladen, med iltning ensilagen og efterfølgende mugdannelse og tab af energi. Der skal ikke et større hul til end en lillefingernegl, for at fuglene finder hullerne.
Sørg for at have ensilagetape hjemme på lager når I begynder at snitte, så I kan få lappet selv de mindste huller der skulle opstå i plastikken.
Er sandsækkene hele og fyldte inden du rammer dagen for første slæt? Brug gerne grus i de sandsække som du ved at du skal bruge på tværs af stakkene i frostmånederne. Sandsække med grus fryser ikke på samme måde som våde sandsække, som kan være svære at få til at ligge tæt på tværs af siloen, når først det våde sand er frosset.

Hul i ensilagestak efter fugle.
Udover sandsækkene til at holde plastikken tæt på tværs af siloen efter åbning, bør der lægges sandsække rundt langs med kanten af stakken, parallelt med siloen, så kanten holdes tæt.
Få fejet siloen inden I tager den i brug igen, så I er sikre på at gamle ensilagerester ikke forurener det nye foder. Undgå at bruge fejekoste med metaltråde til at feje siloen, da det kan efterlade metaltråde i bunden af det nye foder.
Nummerering af siloerne
Har I flere siloer på ejendommen, så få gerne sat numre på siloerne. Det gør det lettere for jeres ansatte, når de får besked på at de skal afdække en ny stak eller når I har flere ensilagestakke åbne på samme tid.
Samtidigt undgår du at der sker fejl, ved udtagning af prøver til analyse af ensilagen, når prøveudtageren skal udtage prøver fra flere siloer samtidigt. Lav gerne et oversigtskort til prøveudtageren over både siloer og markstakke, så i sikre jer at der ikke bliver byttet rundt på prøverne.

Nummerering af silo
Har du spørgsmål eller behov for sparring, er du altid velkommen til at kontakte en kvægrådgiver hos Fjordland...
CAMILLA LAUMANN SØNDERGAARD
Kvægrådgiver
KONTAKT OS NU