Ambitionen er, at afgrøden skal indbringe en økonomisk værdi for landmanden. Gennem projektet Landmandsdrevet innovation støttet af bl.a. Novo Nordisk Fonden er han med i et forsøg, hvor elefantgræs afsættes som strøelse. Det høstes med majssnitter og presses i bigballer, eller snittes i vogn som løst materiale.
”Efter høst så viser vores erfaringer, at det suger godt og er ekstremt tørt, særligt i overfladen, når det benyttes som strøelse til heste,” forklarer han.
Dansk Elefantgræsforening arbejder på flere afsætningsmuligheder. Ud over strøelse kan elefantgræs bruges til biogas, som byggemateriale og som brændstof.
Susanne Frydendal Nielsen og Finn Madsen oplever begge en stigende interesse for dyrkning af elefantgræs. Og begge er enige om, at deres råd til andre er at rådføre sig med andre dyrkere og rådgivere, inden de hopper med på elefantgræs-toget:
”Med den kommende kvælstofregulering bliver det kun mere relevant at se strategisk på hver enkelt hektar. Her kan elefantgræs være ét af de værktøjer, vi kan tage frem, når forholdene er de rigtige,” siger Susanne Frydendal Nielsen, som opfordrer landmænd til at undersøge deres dyrknings- og afsætningsforhold, inden de planter:
”Undersøg gerne, om du kan afsætte den til strøelse, eller brændsel, eller selv kan bruge den på bedriften. Det er også godt givet ud af investere i en god etablering og dermed komme godt fra start, eksempelvis med mindst muligt rodukrudt,” siger hun.
Dansk Elefantgræs Forening afholder
elefantgræs markvandring i samarbejde med Fjordland og StrawTech 2. september 2026 i Thise i Salling.