Fjordland Kongres: 7. feb. 2023 - Se mere her
NyhederArrangementerOm osMedarbejdereKarriereKontakt

10. november 2026

Efter år med landbrug i kæmpe skala er Esben tilbage i dansk landbrug

Fra en opvækst på en gård ved Hammerum gik turen til landbrug med tusindvis af hektar i både Australien, Polen og Ukraine. Krigen sendte Esben Hjorth Nielsen hjem til Danmark. Nu er han afdelingsleder for planteavl i Fjordland og har en klar ambition om at udvikle rådgivningen i takt med de behov, landmændene får i fremtiden.
Da krigen brød ud i Ukraine, blev afslutningen på mange års arbejdsliv i udlandet mere brat, end Esben Hjorth Nielsen havde forestillet sig.

Fra den ene dag til den anden pakkede han sine ting, tog familien med i bilen og kørte mod Danmark.

Med hjem kom erfaringer fra en international karriere, der har ført ham langt fra den svinebedrift med planteavl ved Hammerum, hvor han voksede op. I både Polen, Ukraine og Australien har han arbejdet med landbrug i en størrelsesorden, der er svær at sammenligne med danske forhold. Det gælder blandt andet en landbrugsvirksomhed med over 200.000 hektar jord. Alligevel var planen ikke at fortsætte i dansk landbrug, da han vendte hjem.
Jeg tænkte faktisk, at jeg skulle prøve noget andet. Når man kommer fra at arbejde med enormt mange hektar jord, kunne jeg ikke rigtig se mig selv komme hjem og eksempelvis forpagte 300 hektar. Det var ikke det, der trak på det tidspunkt”

ESBEN HJORTH NIELSEN

Afdelingsleder Planter
Han søgte derfor over i rådgivning uden for landbruget. Men efter nogle år begyndte landbruget at trække igen.

”Landbrug har altid været min hobby, min interesse og en del af min identitet. Jeg har kørt traktor, siden jeg var seks år, så jeg fandt også ud af, at det var den verden, jeg gerne ville tilbage til.”

I sommer vendte han tilbage til landbruget som ny afdelingsleder for Planter hos Fjordland.

Lærte at lede i stor skala

Som uddannet landmand rejste Esben Hjorth Nielsen tidligt til Polen, hvor han fik ansvar på en planteavlsbedrift på godt 2.000 hektar. Efter omkring tre år gik turen videre til Ukraine, hvor han blandt andet fik ansvar for markdrift, logistik og værksted i en større landbrugsvirksomhed.

Senere kom han ind i en organisation, som gennem opkøb voksede fra omkring 42.000 til over 200.000 hektar.

I takt med at størrelsen voksede, ændrede hans opgaver sig også. Det blev mindre et spørgsmål om selv at kunne løse den enkelte opgave i marken og mere et spørgsmål om at få en stor organisation til at levere den samme kvalitet.
Økologisk planteavl Fjordland
På et tidspunkt var han blandt andet med til at opbygge en intern landbrugsskole. Her blev medarbejdere undervist og testet i helt grundlæggende discipliner som pløjning, harvning og såning. Eksperter inden for de forskellige discipliner blev hentet ind for at hjælpe med at løfte kvaliteten.

”Vi skulle skabe en fælles forståelse af, hvad godt arbejde var. Når man har flere tusinde medarbejdere, kan man ikke selv stå ude i marken og sikre kvaliteten. Man skal skabe nogle rammer, hvor andre kan lykkes med opgaven. Det har præget mit syn på ledelse meget,” siger han.

Vil være leder for de dygtige fagfolk

Netop den erfaring tager han med ind i Fjordland.

For selvom Esben Hjorth Nielsen har mange års erfaring med planteproduktion, er han meget klar på, hvilken rolle han skal have som afdelingsleder.

”Jeg skal ikke være fagperson, der ved alt om planteavl. Jeg skal være leder for afdelingen. Vi har nogle virkelig dygtige fagfolk, som ved langt mere end mig inden for deres områder. Min opgave er at skabe rammerne for, at de kan være så gode som muligt og bruge deres faglighed til gavn for kunderne,” siger han.

Det betyder blandt andet fokus på struktur, prioritering og udvikling. Men også på at skabe et arbejdsmiljø, hvor høj faglighed får plads, og hvor medarbejderne kan udvikle sig.

For Esben Hjorth Nielsen er der en direkte sammenhæng mellem de to ting. Skal Fjordland levere stærk rådgivning til landmændene, kræver det også et sted, hvor dygtige rådgivere har lyst til at arbejde og blive dygtigere.

Skal være relevant om fem år

Den opgave kommer på et tidspunkt, hvor planteavlsrådgivningen selv er under forandring.

Bedrifterne bliver større, nye rammevilkår ændrer landmændenes hverdag, og de opgaver, rådgiverne skal løse, udvikler sig. Det gør det ifølge Esben Hjorth Nielsen nødvendigt at løfte blikket fra den næste markplan og spørge, hvad kunderne får brug for længere fremme.

”Min ambition er, at vi skal være relevante for vores kunder i dag, men også om fem år. Hvad kommer landmændene selv til at løse? Hvad får de brug for os til? Og hvilke kompetencer kræver det? Vi skal hele tiden udvikle os, så vi er klar, når behovene ændrer sig,” siger han og slutter:

”Jeg er glad for at være en del af et hold igen. Jeg kan godt lide, at vi skal lykkes med noget sammen. Og jeg er tilbage i landbruget. Det føles rigtigt.”
Har du spørgsmål eller behov for sparring, er du altid velkommen til at kontakte en rådgiver hos Fjordland...

ESBEN HJORTH NIELSEN

Afdelingsleder Planter
KONTAKT OS NU

Eksperter i landbrugsrådgivning

Vi giver dig 360° rådgivning. Du får det hele under det samme tag – og det er noget, vi ser som en stor styrke.
FÅ RÅDGIVNING NU
phone-handset linkedin facebook pinterest youtube rss twitter instagram facebook-blank rss-blank linkedin-blank pinterest youtube twitter instagram