Det her skal du overveje, før du investerer i batterier
Med stigende fokus på energiuafhængighed overvejer mange landmænd at investere i batterier til lagring af strøm.
Uanset om det er for at udnytte egenproduktion fra solceller bedre, reducere elregningen eller sikre strømforsyningen i spidsbelastningsperioder, kan batterier være en god investering. Men det kræver grundige overvejelser.
HAR DU SOLCELLER?
Hvis du allerede har solceller, kan et batteri hjælpe dig med at udnytte mere af den producerede strøm. I stedet for at sende overskydende strøm ud på elnettet til lav afregningspris, kan du lagre den i et batteri og bruge den senere, når elprisen er høj.
Her er det vigtigt at beregne:
Batteriets kapacitet: Hvor stor en andel af din solcelleproduktion går til nettet i dag? Det hjælper med at afgøre, hvor stort et batteri du har brug for.
Lade- og afladningshastighed: Din energiprofil afgør, hvor hurtigt batteriet skal kunne oplade og levere strøm.
Dataene på batterianlægget. Er dit nuværende solcelleanlæg kompatibelt med batteriløsninger, hvad betyder alle de tekniske betegnelser på batteriet – DoD, SoS, henfald m.v.
HAR DU IKKE SOLCELLER?
Et batteri uden solceller giver i nogle tilfælde lige så stor økonomisk værdi som et solcelleanlæg ved at udnytte lavere elpriser om natten og levere strøm i spidsperioder, hvor elpriser og tariffer er høje.
Men for at det skal give økonomisk mening, skal det ske med en klar strategi:
Elpriser og forbrugsprofil: beregn om prisforskellen mellem lav- og højbelastningstimer er stor nok til at give en fornuftig tilbagebetalingstid.
Backup-funktion: Har du produktion, der ikke må gå ned ved strømafbrydelse? Et batteri kan give en stabil backup-løsning (UPS anlæg), men det er et dyrt tilkøb
Systemydelser: Skal batteriet bruges til net- og systemydelser? I givet fald, kan det ikke samtidig anvendes i egen installation og det genererer heller ikke nødvendigvis den samme økonomi. Du bør få udført en grundig analyse af mulig indtjening.
TEKNOLOGISKE OG PRAKTISKE OVERVEJELSER
Når du vælger batteri til landbrug, skal du ikke kun se på kapaciteten. Her er andre væsentlige faktorer:
Batteritype: Lithium-ion / Lithium-jern -fosfat er den mest udbredte løsning i dag.
Væskebatterier: Har typisk større kapacitet, men lavere effekt.
Placering og sikkerhed: Batterier kræver sikker opbevaring – både pga. brandfare og temperatursvingninger.
Integrationsmuligheder: Kan batteriet kobles op til eksisterende energi- og styringssystemer og er anlægget muligt at udvide?
Hvem skal du inddrage i beslutningen?
Investering i energilagring er ikke noget, man bør stå alene med. Flere aktører bør inddrages i beslutningsprocessen:
Energirådgivere: Byggeri & Teknik har stor erfaring i dimensionering, samt beregning af økonomi i forskellige løsninger, og kan hjælpe dig med at skabe et oplyst økonomisk grundlag til at træffe beslutningen ud fra.
Installatør: De kan hjælpe med teknisk rådgivning og installation. Sørg for at vælge en installatør med erfaring i batterisystemer til erhverv og landbrug.
Netselskabet: Skal kontaktes og ofte godkende batterianlægget – især hvis det kobles til elnettet. De kan også informere om eventuelle begrænsninger i netkapacitet.
Energinet: Hvis dit anlæg er stort nok til, at det potentielt kan sende strøm til nettet, skal det anmeldes til Energinet, og du skal følge deres tekniske krav.
Finansielle partnere eller banker: Nogle banker tilbyder grønne lån eller finansieringsløsninger til energiinvesteringer.
Afsluttende råd om køb af batterier
Køb af batterier til landbrug er en investering, der både kan forbedre økonomien og øge energiuafhængigheden – men det kræver planlægning. Uanset om du allerede har solceller eller ej, bør du starte med at få analyseret dit forbrug og dine muligheder. Brug erfarne specialister, og sørg for, at både teknologi og tilladelser er på plads.
Overvej derfor følgende trin:
1. Kortlæg dit elforbrug – dag og nat, sommer og vinter.
2. Beregn økonomi
3. Tal med en installatør om tekniske muligheder og installation.
4. Kontakt netselskabet for at afklare krav og godkendelser.
5. Tænk langsigtet: Kan anlægget udvides eller opdateres fremover?
Vil du i gang med købet nu?
Overvejer du at køber batterier til dit landbrug, er du altid velkommen til at kontakte os, for at få den nødvendige sparring...