Fra en opvækst på en gård ved Hammerum gik turen til landbrug med tusindvis af hektar i både Australien, Polen og Ukraine. Krigen sendte Esben Hjorth Nielsen hjem til Danmark. Nu er han afdelingsleder for
planteavl i Fjordland og har en klar ambition om at udvikle rådgivningen i takt med de behov, landmændene får i fremtiden.
Da krigen brød ud i Ukraine, blev afslutningen på mange års arbejdsliv i udlandet mere brat, end Esben Hjorth Nielsen havde forestillet sig.
Fra den ene dag til den anden pakkede han sine ting, tog familien med i bilen og kørte mod Danmark.
Med hjem kom erfaringer fra en international karriere, der har ført ham langt fra den svinebedrift med planteavl ved Hammerum, hvor han voksede op. I både Polen, Ukraine og Australien har han arbejdet med landbrug i en størrelsesorden, der er svær at sammenligne med danske forhold. Det gælder blandt andet en landbrugsvirksomhed med over 200.000 hektar jord. Alligevel var planen ikke at fortsætte i dansk landbrug, da han vendte hjem.