Fjordland Kongres: 7. feb. 2023 - Se mere her
NyhederArrangementerOm osMedarbejdereKarriereKontakt

22. juni 2026

Læg en kvælstofstrategi: Dine valg i efteråret kan få konsekvenser flere år frem

Den nye kvælstof- og arealregulering træder først i kraft i 2027. Men flere af de vigtigste beslutninger skal træffes allerede nu. Fjordland anbefaler derfor, at du får overblik over konsekvenserne på din egen bedrift.
Den kommende regulering betyder, at mange bedrifter skal tænke anderledes, når det gælder placering af afgrøder og opbygning af sædskifter. Mange er vant til, at sædskiftet i store træk planlægger sig selv. Afgrøderne placeres dér, hvor de passer bedst ind i driften, og man følger tommelfingerregler som: Hvede følger efter raps.

Sådan bliver det ikke nødvendigvis fremover.
I praksis kan valg af afgrøder og sædskifte allerede i efteråret 2026 få stor betydning for mulighederne på bedriften i 2027 og årene efter. Vi møder stadig landmænd, som tænker, at det nok først bliver et problem senere. Men planlægningen bør begynde nu"
Peter Westphael

PETER WESTPHAEL

Planterådgiver

Automatpiloten virker ikke længere

Med den nye kvælstofregulering bliver sædskiftet i langt højere grad et strategisk værktøj, hvor konsekvenserne af en beslutning kan række flere år frem. Et eksempel er raps. Mange vil naturligt forvente at så vinterhvede efter raps, men i flere områder vil krav til mindre kvælstofudledning gøre det vanskeligt at få regnestykket til at gå op.
"For mange landmænd bliver det nødvendigt at tænke mere strategisk i forhold til, hvor afgrøderne placeres. Det bliver langt mere vigtigt at kende sine markers retention og vandoplande," forklarer Peter Westphael.

Særligt kvægbedrifter bør allerede nu overveje deres situation. I nogle vandoplande bliver det svært at dyrke majs, og samtidig kan omlægning af ældre græsmarker påvirke bedriftens samlede kvælstofregnskab, fordi der frigives kvælstof fra jorden.

"Hvis man har ældre kløver- eller græsmarker, som alligevel skal omlægges, kan det være en fordel at få dem omlagt i efteråret 2026," siger han.

Eskjær og Astruplund har allerede lagt strategien

I Eskjær hovedgårds rapport kommer Fjordland med konkrete anbefalinger til, hvordan bedriftens produktion af højværdiafgrøder kan holdes intakt, og hvilke afgrøder der fremadrettet skal indgå i sædskiftet for at være på forkant med kvælstofreguleringen i de to vandoplande, bedriften har jord i.
På Eskjær hovedgård ved Breum har Johan og Birger Schütte allerede fået analyseret konsekvenserne af den kommende regulering. Sammen med Fjordland har de udarbejdet en rapport, der giver dem overblik over bedriftens marker, vandoplande og kommende udfordringer.

"Rapporten giver et rigtig godt overblik over, hvor vi skal hen i 2027, og giver et detaljeret indblik i, hvordan markerne ligger i forhold til den fremtidige regulering. Det er et godt værktøj til at foretage strategiske valg i markplanen," siger Birger Schütte.

På bedriften bliver et af svarene at opdele arealerne i to forskellige sædskifter.
"Vores måde at tænke på skal vendes om," siger Johan Schütte.

Robuste afgrøder som rajgræs og vårbyg skal placeres på arealerne ved Skive Fjords vandopland, der bliver hårdest ramt af reguleringen, mens mere krævende afgrøder som kartofler prioriteres på de arealer, hvor dyrkningsmulighederne er bedre.
"Konsekvensen af de forskellige afgrøder bliver meget tydelig i kvælstofudledningen. Det skal vi lære at udnytte. Vi må se, hvor meget raps der bliver plads til i fremtiden."

Eskjær hovedgård er dertil gået aktivt ind i den grønne trepart med forslag til projekter og jordfordelinger for at komme flere af udfordringerne i forkøbet.

"En del af løsningen på den nye kvælstofregulering er netop aktiv deltagelse i disse naturprojekter og arealomlægninger, men jeg bekymrer mig noget om fremtidens prissætning ved køb eller forpagtning, hvor den nye kvælstofregulering får stor betydning," udtaler Birger.
Birger Schütte overdrog i 2007 en halvpart af Eskjær til sin søn Johan Schütte.
De har været fælles om driften af Eskjær og de øvrige ejendomme. I 2025 har Birger Schütte overdraget resten af Eskjær til sønnen.

Få overblik før beslutningerne skal træffes

Rapporten, som Johan og Birger Schütte har fået udarbejdet, er et værktøj, Fjordland har udviklet for at hjælpe landmænd med at forstå konsekvenserne af den nye regulering ved at analysere den enkelte bedrifts oplysninger om marker, retention, udledningskvoter og adskiller de forskellige vandoplande fra hinanden.

Denne samstilling giver overblik over konkrete udfordringer og muligheder. Ifølge Peter Westphael er formålet at give landmanden et beslutningsgrundlag, mens der stadig er tid til at handle.

"Konsekvenserne varierer meget fra bedrift til bedrift. Nogle bedrifter strækker sig over flere vandoplande, hvilket gør deres situation kompleks, fordi udledningsregnskabet skal laves for hvert opland. Derfor giver det mening at få lavet beregningerne nu, så man kan planlægge sædskifter, foderproduktion og arealanvendelse i god tid."

Han understreger, at rapporten også kan bruges som dokumentation over for banker, kreditforeninger, gårdbestyrelser og andre samarbejdspartnere.
"Jo tidligere man får overblikket, desto flere muligheder har man for at tilpasse sig. Det er langt bedre at planlægge ændringerne nu end at blive overrasket, når reguleringen træder i kraft."
Fakta om kvælstofreguleringen

Fra 2027 bliver reglerne ændret for regulering af kvælstof. Den nye kvælstofregulering er udledningsbaseret. Fra 2027 vil reguleringen bestå af en udledningskvote og en udledningstilladelse
Peter Westphael
Har du spørgsmål eller behov for sparring, er du altid velkommen til at kontakte en rådgiver hos Fjordland...

PETER WESTPHAEL

Planterådgiver
KONTAKT OS NU

Eksperter i landbrugsrådgivning

Vi giver dig 360° rådgivning. Du får det hele under det samme tag – og det er noget, vi ser som en stor styrke.
FÅ RÅDGIVNING NU
phone-handset linkedin facebook pinterest youtube rss twitter instagram facebook-blank rss-blank linkedin-blank pinterest youtube twitter instagram