Flere vælger i dag at overdrage landbruget i et
selskab med fælles ejerskab i form af et interessentskab. Men det kan give problemer, hvis ikke parterne er enige om retningen.
"Hvis den ældre part ikke længere ønsker at investere, men den unge gerne vil udvikle og modernisere, kan der opstå konflikter. Det er vigtigt at tale om, om der overhovedet skal være en form for sameje af virksomheden. Nogle gange giver det bedre mening at vente til den unge selv har kapitalen til at overtage alene eller finde en helt tredje løsning," siger Mette Thorhauge.
Hun opfordrer familier til at sætte tid af til de svære samtaler. Det kan en rådgiver eventuelt hjælpe med.
”Som virksomhedsrådgiver kan jeg være med til at åbne for den svære samtale på en god og ordentlig måde. Mit indtryk er, at mange glemmer, hvilke konsekvenser det kan have for bedriften, at familien ikke får taget de svære samtaler sammen,” fortæller Mette Thorhauge og afslutter:
”At tage samtalen seriøst handler ikke i første omgang om kroner og ører, men om relationer. Men det kan sagtens få økonomiske konsekvenser på sigt, hvis generationerne ikke har talt ud med hinanden.”