Reglerne om håndtering af affald i landbruget er ikke nye, men nu bliver de håndhævet
Det kan få konsekvenser for dig som landmand, hvis du ikke har styr på affaldssorteringen og dokumentationen. Det gælder også, selvom affaldstransportøren har givet udtryk for andet. Det er kommunerne, der står for tilsynet – og det bliver håndhævet.
Alle virksomheder i Danmark – også landbrugsbedrifter – skal sortere deres affald korrekt. Det har længe været et krav, men nu bliver der i stigende grad ført tilsyn med det i praksis. Kommunerne er begyndt at skrue op for affaldstilsynet, og det betyder, at mange landmænd oplever øget fokus på deres håndtering af affald.
“Det handler ikke om nye regler, men om at reglerne bliver fulgt,” fortæller Fjordlands miljørådgiverMette Göttler Odgaard Ladefoged, og fortsætter: “Vi skal ganske enkelt blive bedre til at gøre det rigtigt – og det starter på bedriften.”
Tilsyn i alle kommuner - og et lokalt eksempel
Alle kommuner skal føre både administrative og fysiske affaldstilsyn. Det sker ofte i forbindelse med de almindelige basistilsyn og omfatter både dokumentation og den fysiske sortering på ejendommen.
Et eksempel er Skive Kommune, der har intensiveret deres tilsyn. Her opkræves et gebyr på linje med mange andre kommuner, og man gennemfører kontroller med fokus på affaldets håndtering og den konkrete sortering. Men det samme sker – og vil ske – i resten af landet.
Affald skal sorteres inden det bliver afhentet
En af de vigtigste pointer at forstå er, at kildesortering skal ske på bedriften. Mange tror fejlagtigt, at det er nok at samle alt affald i én container og så lade transportøren eller modtageren sortere det bagefter – men det er ikke tilladt.
METTE GÖTTLER ODGAARD LADEFOGED
Miljørådgiver
“Det går simpelthen ikke, at man får afhentet blandet affald og så regner med, at nogen andre klarer sorteringen,”
“Det er dig der har ansvaret for, at affaldet er korrekt opdelt i eksempelvis plast, papir, pap og rest, inden det forlader ejendommen. Det gælder også, selv om du har fået andet at vide af din transportør,” understreger Mette.
Transportøren har pligt til at indberette, hvor mange kilo affald de har hentet – fordelt i fraktioner som pap, papir, plast og rest. Og det er derfor helt afgørende, at affaldet er sorteret korrekt på forhånd.
Sådan kommer du godt i gang med affaldssorteringen
Kommunerne og Miljøstyrelsen har udarbejdet en række vejledninger og guides, som er gode at tage udgangspunkt i. Nogle steder – fx i Skive – findes der også lokale guides, som er udviklet i samarbejde med de lokale affaldsselskaber.
Affaldssortering på bedriften bør ikke nedprioriteres. Derfor er det en god idé at tage fat i en rådgiver, som har styr på kravene – også ift. dokumentation.
“Som landmand har man rigeligt at se til i forvejen,” siger Mette Göttler Odgaard Ladefoged og afslutter:
“Affaldshåndtering er en af de ting, der ikke må nedprioriteres – både af hensyn til lovgivningen og til vores fælles miljø. Det handler om ansvar, om troværdighed og om at gøre tingene ordentligt.”
Har du spørgsmål på affaldshåndteringen på din ejendom, er du altid velkommen til at kontakte os...