Treparten er over os, og Fjordlands kvægrådgivning ser frem mod en spændende tid, hvor især effektiviseringer og klimareduktioner kommer til at fylde meget på bedrifterne.
Mælkeproducenten Brian Birch fra Nr. Kjær har i samarbejde med sin kvægrådgiver effektiviseret bedriften, hvilket har medført en højere afregningspris på mælken.
Pisk eller gulerod? Det er ofte en diskussion, der fylder, når snakken falder på omstilling af de danske husdyrbrug. Fjordlands kvægrådgivning har stort fokus på, hvordan landbruget kan løfte omstillingen uden pisk.
Heldigvis kan god faglig rådgivning om effektivisering på din bedrift også resultere i en højere pris på mælken. En af de landmænd, som har opnået en højere pris på baggrund af effektiviseringer i stalden, er Brian Birch fra Nr. Kjær ved Lemvig.
LØBENDE FODERKONTROLLER HOLDER YDELSEN I TOP
I samarbejde med kvægrådgiveren Masja Reinhard er det lykkedes Brian Birch at effektivisere bedriften på Nr. Kjær. Det skyldes især en stor opmærksomhed på foder.
For du kan give dine køer nok så god en foderkvalitet, men hvis de ikke vil æde det eller ikke kan omsætte det, får man ikke mere mælk ud af inputtet. Derfor bliver der ofte lavet kontroller af foderet på Nr. Kjær.
Nr. Kjær ved Lemvig.
”Masja kommer ofte og laver kontrol af foderet. På den måde kan hun danne sig et overblik over, hvordan vi effektiviserer ydelsen hos køerne. Vores foderplaner bliver løbende opdateret, så vi får det maksimale ud af vores foder,” forklarer Brian Birch og fortsætter:
”Det er virkelig godt at få et overblik over, om køerne rent faktisk æder den mængde grovfoder, som vi gerne vil have dem til. Og de løbende kontroller giver os mulighed for at justere foderet til den aktuelle situation løbende.”
Brian Birch har omtrent 200 malkekøer, som er krydsningsdyr mellem SDM og Jersey. Han producerer selv græs, majs og korn til foder, men supplerer med indkøbt rapskage og sojaskrå.