Du skal være opmærksom på, at du skal have bundet dit indskud på en særskilt konto i et pengeinstitut senest 15. maj 2024, hvis du vil nå at have fradrag for indkomståret 2023.
Her får du de bedste råd fra Fjordlands skatteekspert Inge S. Kjeldsen
Hvis du ønsker et skattefradrag, skal du minimum indskyde 5.000 kroner, og du kan maksimalt indskyde 60 procent af 'nettolønindtægten' eller overskud fra virksomhed. Du kan dog altid indskyde 250.000 kroner forudsat, at nettolønindtægten eller overskuddet fra virksomheden er mindst samme beløb.
Hvad kan du få frigivet midlerne til?
Hvis du går og drømmer om at etablere dig som gårdejer, kan du få frigivet midler til køb af afskrivningsberettigede aktiver. Det forklarer Inge Stadsgaard Kjeldsen, der er afdelingsleder for Økonomi Landbrug i Fjordland.
”Hvis du gerne vil købe en landbrugsejendom eller etablere en tømrervirksomhed i selskabsform, kan du få frigivet midlerne til køb af afskrivningsberettigede aktiver som eksempelvis driftsbygninger, maskiner, inventar eller til køb af anparter. Iværksætter- eller etableringskontoen er altså en god måde at samle midler til at etablere dig som gårdejer eller tømrermester, og samtidig få en skattemæssig fordel,” siger Inge Stadsgaard Kjeldsen og fortsætter:
”Desuden er der mulighed for at fortsætte med at indskyde i 4 år efter etableringsåret.”
Du skal være opmærksom på, at konsekvensen af at få frigivet midlerne til etablering af personlig virksomhed er, at afskrivningsgrundlaget for aktiverne eller fradraget for driftsudgifterne bliver helt eller delvist nedsat med de frigivne midler. Ved etablering i selskabsform sker efterbeskatningen ved, at de frigivne midler medregnes helt eller delvist til den personlige indkomst i etableringsåret og de 9 efterfølgende år.
Hvornår kan du hæve indskuddene?
Du kan hæve indskuddene, når du er etableret, dvs. når følgende betingelser er opfyldt:
Køber virksomhedsaktiver eller aktier/anparter for mindst 100.900 kroner (2024)
Yder en væsentlig arbejdsindsats - dvs. udlejning opfylder ikke betingelsen
Virksomheden drives erhvervsmæssigt
Ved etablering i selskabsform skal ejer/ægtefællen eje mindst 25 procent af aktie- eller anpartskapitalen eller mere end 50 procent af stemmeværdien samt opfylde betingelserne ovenfor
Hvor meget får du tilbage i skat?
TYPE
INDSKUD
OVERSKYDENDE SKAT
NETTOUDGIFTER FOR SKATTEYDER
Etableringskonto
100.000 kr.
ca. 26.000 kr.
ca. 74.000 kr.
Iværksætterkonto (indkomst omfattet af topskat)
100.000 kr.
ca. 52.400 kr.
ca. 47.600 kr.
Hvad skal du vælge?
Du bør indskyde på en etableringskonto, hvis du ikke betaler topskat
Betaler du derimod topskat, bør du indskyde på en iværksætterkonto svarende til den del af indkomsten, der betales topskat af. Husk altid at udnytte personfradraget
Har du spørgsmål til ovenstående, eller ønsker du sparring, er du altid velkommen til at kontakte Fjordlands rådgivere...