I 2024 indfører Landbrugsstyrelsen en ny valgfri kontrolmulighed på ordningen "Pleje af græs- og naturarealer", som skal gøre det lettere at have ekstensiv græsning, herunder helårsgræsning.
Den nye kontrolmetode tilgodeser særligt arealer med ekstensiv græsning hele året, hvilket kan fremme blomstringen og frøsætning på arealerne – og dermed generelt forbedre biodiversiteten.
Dette sker ved at støtte ekstensiv landbrugsdrift med årlig afgræsning på naturmæssigt værdifulde arealer.
Græsning med store dyr forhindrer, at lysåbne naturarealer gror til i førne og videre i skov og krat, og fremmer derved lysfølsomme og nøjsomme plantearter. Naturarealer med græsning, som ikke gødskes og omlægges, kan blomstre med stor artsdiversitet om sommeren, hvis græsningen ikke er for hård i denne periode. Det er derfor vigtigt at tilpasse græsningstrykket, så det ikke er for højt. Det rette græsningstryk afhænger af arealets hydrologiske forhold og eventuelle næringspåvirkning, men også af hvilke græsningsdyr, der er, og hvor længe, de er der.
Hvad skal du være opmærksom på?
Ansøgningsperioden for nye tilsagn er 3. juli 2024 - 26. september 2024.
Du skal vælge en ny kontrolmetode, dvs. ekstensiv græsning.
Arealet skal græsses i løbet af hele eller dele af perioden 1. januar – 30. november, så det kan ses på billeddokumentation i november.
Du skal indsende georefereret billeddokumentation for tilsagnsarealet via Landbrugsstyrelsens app. Dette skal ske første gang i november 2024.
Det skal fremgå af de indsendte fotos, at plejekravet er opfyldt.
Græs- og naturarealerne skal i hele tilsagnsperioden på 5 år plejes med afgræsning
Ved Ekstensiv Græsning kan der ikke samtidigt søges grundbetaling til arealet, medmindre der er tale om projektarealer.
Tilskud: 2.600 kr./ha
Har du spørgsmål til ordningen eller behov for sparring, er du altid velkommen til at kontakte mig eller en af mine kollegaer i afdelingen Miljø, natur og klima.