Portræt af Anne Ladegaard
”Baggrunden og tilgangen til den enkelte kundes problem er også forskellig, for landbrug er ikke bare landbrug.”
Efter en årrække ved Cheminova på Harboøre Tange kom Anne Ladegaard i 2016 til Lemvigegnens Landboforening som planterådgiver.
”Dengang skulle Cheminova flytte til Hørsholm, og det var jo også spændende nok, men jeg havde ikke lyst til at rykke teltpælene op. Vi var blevet glade for at bo i Vestjylland, og jeg ville gerne prøve at være en del af rådgivningsbranchen – derfor søgte jeg til Lemvig,” fortæller Anne Ladegaard, der er Lemvigegnens medarbejderrepræsentant i Fjordlands bestyrelse.
Selv kommer hun fra Fredericia-kanten og er opvokset bare 500 meter fra Vejle Fjord.
”Jeg er født på en gård. Jeg har været en del af et landbrug fra barns ben, og på den måde har jeg et stort kendskab til livet på landet,” siger Anne Ladegaard og fortæller, at hendes bror i dag driver familiegården videre.
Selv har hun aldrig tænkt, at hun skulle være landmand, men alligevel er det fra opvæksten, at lysten til at uddanne sig til agronom kom.
”Interessen har været der, siden jeg var barn, og jeg synes, at denne her side af bordet er interessant. Vi er rådgivere, men vi er jo ikke styrelsen, så vi dikterer ikke reglerne. Vi er mellemmanden, der skal tolke dem og få dem til at fungere i praksis. Det kan jeg rigtig godt lide; at vi skal få det til at gå op og stadig følge alle de regler, der er for landbruget,” siger hun.
Som planterådgiver kommer Anne Ladegaard ud til mange af Fjordlands kunder og medlemmer:
”Man skal være meget åben som person, fordi der er ikke to opgaver, der er ens. Det synes jeg er spændende. Baggrunden og tilgangen til den enkelte kundes problem er også forskellig, for landbrug er ikke bare landbrug. Man skal være omstillingsparat, fordi det er forskellige bedrifter og personer, man møder.”
Anne Ladegaard arbejder både med økologiske og konventionelle landbrug, og det er primært de små og mellemstore bedrifter, hun har kontakt til. I den sene vinter og det tidlige forår er der travlhed på kontoret.
”Her laver vi mark- og gødningsplaner og hektaransøgninger, så det er en rigtig travl periode. Lidt længere henne på året er jeg blandt andet med til at bedømme forsøg, der indgår som en del af landsforsøgene, som udføres i forskellige landsdele,” siger hun og fortæller, at det blandt andet kan være sorts- og gødningsforsøg.
”Vi tester jo for at få viden, fordi er er forskel på jordbunde og klima alt efter, hvor vi er i landet,” forklarer hun.
Når Anne Ladegaard ikke har travlt på jobbet, så fylder naturen også meget i hverdagen.
”Det kommer nok fra min opvækst, hvor jeg har været med på jagt – så jeg går også selv på jagt i dag. Det fylder meget i min familie,” fortæller hun.
”Og så løber jeg og dyrker lidt yoga. Og vinterbader. Generelt bruger jeg meget fritid i naturen med min familie. Det behøver ikke at have et formål, men bare det at være ude, prioriterer vi højt,” siger hun.
Anne Ladegaard bor i Holstebro med sin mand og to børn.
Læs portrætter af vores bestyrelsesmedlemmer