Vigtigt at skabe den gode relation til medarbejderne
Coaching og ledelse
I traditionel coaching er coachen en neutral facilitator. En leder kan ikke være neutral – en leder er leder hele tiden. Lederen er ansat til at lede og træffe beslutninger. Lederen har modsat en ekstern coach en række forskellige hensyn at tage til f.eks. omsætningsmål eller strategier.
Kan vi så bruge coaching til noget som ledere?
”Den, der søger coaching er i udgangspunktet naturligt kreativ, ressourcestærk og hel”.
- Coachingens menneskesyn kogt ned til en Maggie terning inspireret af Co-Active Coaching.
Med det menes, at han eller hun er i stand til at finde sine egne svar, har uanede ressoucer – som coaching arbejder med at frigøre – og er hel. Hel refererer til, at en coach ikke har til hensigt at reparere noget, og at coachen arbejder med det hele menneske – følelser, det rationelle, det faglige og det private.
En coachende lederstil kræver færdigheder
For at lykkes med en coachende lederstil er det vigtigt, at du som leder skaber den gode relation til medarbejderne. Det forudsætter, at du starter med dig selv og er bevidst om din egen rolle som leder. Du skal være klar over, hvor den coachende tilgang kan bruges, og hvor den ikke duer.
Hvad enten du skal modtage eller udøve coaching, kræver det viden, træning samt et positivt menneskesyn. Du kan ikke bare læse dig til det. Som med alt andet er det nødvendigt at få erfaring med det, du har med at gøre.
Et håndværk – øvelse gør mester
Du skal være i stand til at styre og målrette samtaler uden, at du som leder selv bliver styrende med din egen mening. Din mission er at gøre medarbejderen mere selvhjulpne og selvreflekterende.
Det kræver også, at du er i stand til at stille de gode processpørgsmål og mestrer andre coachingværktøjer.
Det gode spørgsmål kan positivt forstyrre medarbejderen til nye perspektiver, erkendelser og løsningsmuligheder. Måske lærer medarbejderen endda at stille sig selv gode spørgsmål, så han eller hun fremadrettet kan blive god til selv at finde løsninger eller lede sig selv mod mere nyttige og ønskede forholdemåder.
Så start med dig selv, lær håndværket og forsøg dig så med en coachende lederstil – hvis det er en stil, der passer til din måde at udøve ledelse på.